Her er truppen som skal slå Hobro
Dagens kamp på Sydbank Park kan rykke rigtig godt rundt i superligatabellen
Det er blevet forår!
Ihvertfald hvis det er fodboldfolket, som bestemmer. I denne weekend tages hul på forårssæsonen i landets bedste fodboldtrække, som har brugt vinteren til at tage navneforandring til Alka Superliga.
Tabellen er imidlertid den samme, og den efterlader SønderjyskE på en lidt utaknemmelig 9. plads før denne runde. Utaknemmelig fordi de 20 sammenskrabede point ikke rigtig vidner om et historisk godt efterår for de lyseblå. Kun tre nederlag i de første 17 kampe blev det til. Til gengæld var Lars Søndergaards troppe lige ved at ryge i rekordbogen for flest 1-1 kampe i én sæson.
Nøglekamp
Sportsjournalistikken er fyldt med tossede floskler og overdreven retorik. Det er kolossalt ofte man spiller den vigtigste kamp i mange år, så man skal ikke tro på alt hvad man læser.
Men dagens kamp, som begynder klokken 14.00, er en nøglekamp. Det er en kamp, hvor SønderjyskE og Hobro kan bygge plads som henholdsvis "midterhold" og "en del af nedrykningskampen". Den kamp skal vindes!
Tilskuergennemsnittet er vokset markant efter udbygningen af Sydbank Park. Lad bare den udvikling fortsætte i dag. Her kan du se hvilke spillere der er udtaget til at løse opgaven.