Fortsæt til indhold

Hjælp på vej til mest støjramte beboere langs Ringvejen

Arkiv
Arkiv

TRAFIKSTØJ: Mange boliger er generet af støj fra trafikken på Ringvejsstrækningen i Køge.
Derfor har Køge Kommune sat gang i en omfattende analyse af vejstøjen, der skal kortlægge hvor støjafskærmning vil have størst effekt, og om en støjpulje kan hjælpe.
Trafikken på Ringvejsstrækningen har i mange år været stigende, og forventes at stige yderligere i takt med udviklingen i Køge By.
Derfor har Køge Kommunes byråd i 2017 reserveret 8,8 millioner kr. til støjdæmpende tiltag på strækningen.
Tiltagene vil primært være i form af støjskærme, men der vil også blive set på muligheden for støjisolering af boliger.
Det indledende arbejde er nu begyndt med en analyse af vejstøjen på strækningen, der udføres af rådgivningsfirmaet Rambøll. Analysen vil afklare, hvor meget støj der generelt er ved boligerne, hvor støjen er værst, og hvor det er praktisk muligt at opsætte støjskærme.
Resultatet og anbefalingerne vil efterfølgende vil blive behandlet i Byrådets Teknik- og Miljøudvalg.
- Støj fra trafikken betyder meget for rigtigt mange beboere ud til vejene, derfor er det godt, at vi nu får et bud på hvor og hvordan vi får støjdæmpet mest for pengene, siger formand for Teknik- og Miljøudvalg Mette Jorsø.
Analysen har fokus på hele Ringvejsstrækningen gennem Køge fra Egedesvej i nord til Svansbjergvej i syd plus Egedesvej, Stensbjergvej, Ringstedvej og Søndre Viaduktvej.
På baggrund af analysen vil det kunne besluttes, hvor de støjdæmpende tiltag skal etableres. Penge rækker ikke til at sætte støjskærme op langs hele strækningen, derfor vil der ske en prioritering af de steder, hvor en støjskærm vil være mest effektiv til at dæmpe støjen i forhold til, hvad det koster at etablere den.
- Det er vigtigt for os, at der i budgettet er afsat penge til støjskærme i 2017. Men vi har derudover fokus på, at der nok bliver brug for en langsigtet strategi over en længere periode for at sikre støjafskærmningen af flere boliger, siger Køge kommunes borgmester Flemming Christensen, der følger indsatsen på de støjbelastede veje, i forbindelse med analysen.
I 2015 vil der desuden blive fremsat et forslag om en støjpulje, til de strækninger, hvor der ikke er plads til en støjskærm, eller hvor virkningen af en støjskærm vil være lille.
Forslaget indebærer, at Køge Kommune kan give et skattefrit tilskud til støjisolering af de mest støjudsatte boliger. Støjisolering af en bolig sker som regel ved udskiftning af vinduer eller ruder til typer, der er særligt gode til at dæmpe vejstøjen.
Køge Kommune vil invitere til et informationsmøde for alle interesserede inden sommerferien.
pm