Fortsæt til indhold

Nu er alle ledere på plads

Der er udpeget ledere til alle syv nye skoledistrikter

Arkiv
Louise Ritter

Den 16. februar vedtog byrådet, at der efter sommerferien bliver syv store skoledistrikter i Esbjerg Kommune. Ændringen fra ni til syv distrikter kom i 11. time, og med udgangspunkt i det oprindelige forslag var ledere til ni distrikter udpeget - dog med forbehold for ændringer, som høringsfasen og den politiske behandling af sagen kunne medføre.
Og det blev altså nødvendigt at tage dette forbehold i brug, da et flertal i byrådet vedtog at etablere syv i stedet for ni distrikter. Dermed blev det også nødvendigt at ændre i sammensætningen af ledelsen - altså skære to skoleledere fra, der ellers var stillet et job i udsigt.
”Vi har hele tiden haft en gruppe af velkvalificerede ledere klar, men på baggrund af den politiske beslutning har vi foretaget en justering, som vi alle har vidst kunne komme. Nu er jeg glad for at stå med det endelige hold, som er sat sammen af kompetente og dygtige ledere, og arbejdet med at skabe de bedste vilkår for elever og medarbejdere i den nye skolestruktur er allerede i fuld gang,” siger Henrik Schou, skolechef i Esbjerg Kommune.
Den tidligere udmeldte ledelse bibeholdes i fem distrikter, mens der nødvendigvis er sket ændringer i de øvrige to. Sønderrisskolen, Hjerting Skole og Bryndum Skole får Torben Mørup som skoleder, mens Søren Rahbek bliver administrativ leder.
Vitaskolen, Ådalskolen og Fourfeldtskolen får Jan Lagoni som leder, mens Morten Heide bliver administrativ leder, når de tre skoler bliver til en fra den 1. august.