Lys og ballade i Svogerslev
Foto: Erling J. Pedersen
Lysets tilbagevenden blev fejret fredag, da klubbørn og kommende konfirmander sørgede for festlige indslag ved Kyndelmisse-festen i Svogerslev.
- Kom til fest, kom til fest, lød det, da børnene fra klub Søndergården gik gennem hovedgaden, mens de larmede og lavede postyr, for at få folkene ud fra de varme stuer.
Det varede da heller ikke længe før et talstærkt publikum var nået hen til pladsen ved klubben og overfor kirken.
Her havde de slået telt op, hvori der blevet serveret dampende varm tomatsuppe til alle, så kroppene blev varmet op i den kolde luft.
Klubbørnene havde øvet dans, som de fremførte til glad musik, mens de blev gennemfotograferet af de stolte forældre.
Fakler og mørke
Kyndelmisse er traditionelt set en kirkelig fest, derfor lavede Svogerslev Kirkes kommende konfirmander en fakkelalle, da mørket faldt på.
Kirken var oplyst af levende lys, og hvis man havde lyst, kunne man danne lysord ved kirkemuren.
Her kunne man også se et stemningsfuldt ildshow, udført af gruppen Flammentanz.
Den smukke aften blev sluttet af med en jazzkoncert af det lokale Ewé ensemble og en festgudstjeneste af sognepræst Elsebeth Garde Kjær.
ag@roskildeavis.dk
Kyndelmisse
Kyndelmisse falder hvert år 2. februar.
Dagen bliver også kaldt Kjørmes Knud.
Det er dagen, hvor det markeres, at halvdelen af vinteren er gået.