Fortsæt til indhold

Igen et travlt døgn for indbrudstyve

Et par af dem sidder dog lige nu og får sig en snak med politiet

Arkiv
Arkiv

En villa på Hertug Hans Vej i Sønderborg havde i går tirsdag mellem klokken 8.15 og 11.30 besøg af nogle meget lidt velsete 'gæster', som uindbudt var kommet ind gennem en terrassedør.
De forsvandt igen med både Wegner og Finn Juhl stole, musselmalet kongeligt porcelæn, B&O højtalere og smykker. Alt i alt repræsenterer det stjålne en værdi af omkring 100.000 kroner.
Heldigvis var en 66 årig mand fra Sønderborg en tur på Lystbådehavnen i Sønderborg i går omkring samme tid. Kl. 11.21 bemærker han en mand komme gående i retning mod 'den sorte'. Pludselig forsvinder manden ind i noget krat, for kort efter at komme ud igen med tre designerstole.
Den 66 årige skulle vise sig at være et rigtig godt vidne. Han tog nemlig resolut nogle billeder af manden fra buskadset. Efterfølgende kunne han også fortælle politiet, hvilken bil manden kort efter forlod stedet i.
Det gjorde, at politiet kl. 12.15 indfandt sig på en adresse i Søgård. Her kunne de anholde en 42 årig kvinde og en 36 årig mand, som var i færd med at tømme en bil for tyvekoster.
De sidder derfor i skrivende stund på politistationen og får sig en snak med et par betjente.

Ikke alle blev taget

Desværre var der også nogle tyve, som i første omgang slap for at blive opdaget for deres indbrud.
På et tidspunkt mellem mandag og tirsdag havde bl.a. Kirkens Korshærs genbrugsbutik på Storegade i Augustenborg ubudne gæster, som havde skaffet sig adgang til butikken ved hjælp af et koben. I stedet for genbrugstøj stak de af med en pengekasse indeholdende cirka 700 kroner i mønter.
Også Hertugbyens Autoservice på Keglen i Augustenborg havde 'besøg' natten mellem mandag og tirsdag. Også her kom et koben i anvendelse. Der er i skrivende stund endnu ikke overblik over, hvad der måtte være forsvundet ved indbruddet.
Endelig har nogen kastet en brosten gennem en terrassedør til en villa på Solbakken i Sønderborg. Der har der dog ikke fundet nogen indstigning sted, oplyser politiet, som derfor behandler sagen som hærværk, da man ikke ved, hvad hensigten har været.