Det handler om dannelse!
Roskilde Festival Højskole offentliggjorde for tre måneder siden, at finansieringen til byggeriet af Danmarks første almene højskole bygget fra grunden siden 1969 endelig var i hus. Optakten til byggeriet er allerede i fuld gang, og vi forventer første spadestik i løbet af 2016. Sideløbende med finansieringen har vi arbejdet på at oversætte Roskilde Festival fagligt og pædagogisk til en højskole. Og hvad er i den forbindelse mere nærliggende end at beskrive, hvad det er for en højskole, der om godt tre år byder det første elevhold velkommen til Roskilde.
Vanskelig størrelse
I den sammenhæng kunne jeg vælge at opremse de fag højskolen vil udbyde, og forklare hvorfor det ikke bliver en specialiseret rock’n roll-højskole for unge med en drøm om at stå på Orange, men en faglig bred funderet skole med fokus på fællesskab og frivillighed. Men det må læseren have til gode, for der er noget endnu vigtigere på færde end det specifikt faglige. Noget, der ligger til grund for det faglige. Noget man ikke kan få øje på, noget der ikke lader sig måle og noget man desværre i alt for høj grad vælger at nedprioritere i undervisnings Danmark. Det handler om dannelse! Dannelsesbegrebet kan være en vanskelig størrelse at gøre rede for. På Roskilde Festival Højskole gør vi et forsøg på at nytænke det. Vores forståelse af dannelse tager afsæt i det vi har valgt at kalde for ’skabelsesorienteret dannelse’. Med skabelsesorienteret dannelse forstår vi evnen til at skabe sig selv ved at skabe noget sammen med nogen. Med det refererer vi selvfølgelig til det, der sker når frivillige og publikum skaber Roskilde Festival sammen, men også til det, der finder sted i andre former for praksisfællesskaber, hvor mennesker skaber noget de brænder for - sammen. Vi arbejder ud fra en klassisk tanke om at dannelse er både opgave og mulighed til forløsning af det personlige potentiale. Dertil tilsætter vi den dimension, at det personlige potentiale udfoldes bedst gennem aktiv og engageret handling i et fællesskab. Målet er selvoverskridelse og midlet er fællesskabet! For selv om dannelse er en personlig og skabende rejse gennem hele tilværelsen, så formes den menneskelige karaktér i et forpligtende og tillidsfuldt mellemværende mellem andre.
Møde sig selv
I det tillidsfulde fællesskab oplever vi at være noget og nogen i kraft af vores menneskelighed og personlighed, og ikke nødvendigvis i kraft af tillærte kompetencer og karakterniveau eller ved at danse efter innovationsstrategier, resultatmål, evalueringer, standarder og procedurer. Dannet bliver man ved at møde sige selv gennem andre, og i mindre grad gennem udenadslære, flygtige bekendtskaber og individuelle behov. Det er i mødet med udfordringer, forskelligheder og det der er anderledes – fagligt, socialt og kulturelt, at vi aktivt tager stilling, flytter os og dermed dannes, og det vil være afgørende for Roskilde Festival Højskole, at vi hele tiden formår at udfordre os selv samt andres holdninger og livssyn, hvad enten vi kan lide dem eller ej. Idealet for dannelse må til enhver tid være ’selvgennemsigtighed’ for den enkelte og humanitet på tværs af kulturelle, religiøse og geografiske skel, men dannelse er som nævnt kun en mulighed og forud for det venter ’opgaven’, og hvis et ophold på Roskilde Festival Højskole skal lykkes når den tid kommer, så føder vi opgaverne sammen med vores elever til gavn for det fælles bedste!