Hos Rema 1000 i Vejle bygger man mennesker
Ministerbesøg hos Rema 1000 i Skolegade, hvor rummeligheden er meget stor
En kvinde leder efter estragon, og får hjælp med at finde det. Rema 1000 i Skolegade i Vejle er som butikker er flest. Og dog. For Rema 1000 i Skolegade er en så rummelig butik, og her tages et så stort social ansvar, at beskæftigelsesminister, Henrik Dam Kristensen i mandags kiggede forbi. Ikke for at købe estragon, men for at høre mere om stedet, hvor knap hver fjerde af de 37 ansatte enten er i skånejob, flexjob eller er elev.
“Vi tager gerne et ansvar, for vi får så meget tilbage igen. Det er selvfølgelig ikke rent lyserødt det hele, men succeshistorierne er mærkbare, og det betyder meget for os,” sigerkøbmanden Jim Nielsen.
Han forklarer, at det er et bevidst valg at være en rummelig arbejdsplads. Sådan er han selv opdraget fra sin tid i lære hos en købmand i Aarhus.
“Når folk starter her, så visker vi tavlen ren. Vi er som sådan ligeglade med fortiden, det er nutiden og fremtiden, der tæller. Vi bygger mennesker,” siger han.
Det er selvfølgelig stadig en forretning, og der er en bundlinje i regnskabsbøgerne at forholde sig til. Men tingene hænger sammen.
“Tryghed giver tilpashed. Vi vægter medarbejderne højere end økonomien, for sådan er vi nu engang indrettet, men når medarbejderne har det godt, smitter det positivt af på økonomien,” siger Jim Nielsen.
Ministeren havde rosende ord med til butikken.
“Det er jo en forretning, som skal have fokus på indtjening, men på en beundringsværdig måde rummer man meget mere end økonomi,” sagde Henrik Dam Kristensen.
Rema 1000 blev i 2012 kåret som Vejle Kommunes mest rummelige virksomhed.