Hun er en gave for os
Lis Olsen på 75 år har fortsat arbejdslivet hos den butik, der overtog hendes butik
Lis Olsen kender Vestbyen bedre end de fleste, for i over 30 år var hun indehaver af Boulevardparkens Kiosk i Skolegade. Den er lukket nu og er blevet en del af den udvidelse, Rema 1000 lavede for et par år siden.
Men nok har Lis lagt ansvaret fra sig, men arbejdslivet fortsætter i Skolegade. Hun arbejder nu syv timer om ugen hos Rema 1000 i Skolegade.
“Det er super dejligt, at jeg kan få lov til at fortsætte med at arbejde og møde de kunder, som betyder så meget for mig. Tænk sig, at Rema gider have en ansat, der er 75 år,” siger hun og smiler.
Det betød meget for hende, at det var Jim og Linda Nielsen fra Rema 1000, hun kunne sælge sin kiosk til, for dem ville hun gerne sælge kiosken til.
“Vestbyen er et specielt sted, hvor man tager sig af hinanden, og man skal være af en vis støbning for at have en forretning her. Den støbning har Jim og Linda,” siger Lis Olsen.
At der er tale om win win, er Jim Nielsen ikke i tvivl om.
“Lis er en gave for os. Hun kender alle i Vestbyen, og de kender hende. Vi er glade for, at hun stadig vil være en del af arbejdsmarkedet her hos os,” siger han.