Ny vejtunnel i Køge samler byen
BYRÅDSMØDE: Nu får Køge snart en vejtunnel, som skal være med til at binde havneområdet sammen med resten af byen.
Tirsdag aften besluttede Køge Byråd nemlig, at Kommunen vil give 80 mio. kr. i anlægstilskud til en tunnel, der fører biltrafikken under baneområdet i Køge. Det betyder, at arbejdet med at anlægge tunnelen kan sættes i gang om få uger.
- Vejtunnellen er en vigtig brik for udviklingen af Køges nye bydel, Køge Kyst, ved stationen og havneområdet, forklarer Køges borgmester, Flemming Christensen, og fortsætter:
Tunnelbyggeriet kommer desværre til at betyde endnu mere gravearbejde i stationsområdet i den kommende tid. Vi får også perioder, hvor togene ikke kan køre mellem Køge og Ølby, og hvor der i stedet må sættes busser ind. Men det kan ikke være anderledes - det skal altså være skidt, før det bliver godt.
Den nye vejtunnel kommer til ligge nord for Køge Station, hvor den skal forbinde Ivar Huitfeldtsvej med Værftsvej. Vejtunnellen har været på tegnebrættet længe, og beløbet til tunnelen er allerede sat af på Kommunens budget.
Byudviklingsselskabet Køge Kyst står for byggeriet af tunnelen. Det ventes, at de første biler kan tage smutvejen under sporene i efteråret 2016.
pm