Fortsæt til indhold

Markedslav vil fremme lokale fødevarer

Lokale fødevareproducenter, Sydvestjysk Landboforening, Varde Handel, ProVarde og Varde Kommune har dannet lokalt markedslav, der kan fremme salg af kvalitetsfødevarer og lokale specialiteter

Arkiv
Kim Schou

Ideen om et lokalt markedslav, der kan fremme interessen for og øge salget af kvalitetsfødevarer og lokale specialiteter opstod i Sydvestjysk Landboforening, men ideen er del af en global trend, som handler om at forbrugerne efterspørger kvalitet og en fortælling, når de køber ind.'
”Forbrugerne vil gerne betale ekstra for kvalitet. Særligt hvis det er lokal kvalitet, der samtidig afspejler det område og de mennesker, der har skabt produktet. Derfor tager vi nu initiativ til at udbrede adgangen til de lokale specialiteter og andre kvalitetsprodukter," siger Ulla Højgaard, Varde Handel.
Planen er, at der skal dannes et markedslav, som flere gange om året kan præsentere handlende og turister for et bredt udvalg af specialiteter og lokale kvalitetsprodukter fra små, hyggelige boder på Varde torv.
I første omgang sigter markedslavet på at være til stede på Torvet i Varde torsdag eftermiddag i sommersæsonen.
”Varde Kommune er glade for initiativet, og vil gerne bakke op om de lokale ildsjæle og producenter, som brænder for at præsentere deres produkter. Derfor har vi indkaldt til en generelforsamling i Markedslavet den 22. april, hvor jeg håber, at flere lokale producenter vil være med," siger Pia Koch Hauge, Varde Kommune.