De olympiske lege til Hvidovre
<p class="urub">For første gang skal Hvidovre Atletik & Motion afholde lokale mesterskaber i Skole OL med olympisk åbningsceremoni. Det sker mandag 4. maj med deltagelse af mere end 500 børn </p>
Skole OL er for alle landets 4. - 7. klasser og afsluttes med et olympisk finalestævne i København i juni med mere end 8.000 elever fra hele landet. Inden finalestævnet afvikles lokale, finalekvalificerende Skole OL-stævner i løb, spring og kast som en del af idrætstimerne samt større lokale stævner.
Med hjælp fra TrygFonden og Nordea-fonden kan Skole OL afvikle stævnerne og finansiere en stor del af deltagernes rejseudgifter for de der kvalificerer sig til finalestævnet. På hjemmesiden kan man hente træningskoncepter med lektionsplaner, som kan tilpasses skolens rammer og faciliteter.
- Da vi står over for spændende udfordringer med at skulle udfylde børnenes idrætstimer med kvalitet og skabe sammenhæng mellem skolen og foreningslivet, er de nye materialer netop et skridt på vejen mod at inspirere og motivere børn til at dyrke idræt. Mere idræt, bevægelse og i særdeleshed atletik skal ind folkeskolen, og ikke mindst i Hvidovre Kommune bør idrætten få en markant plads på børnenes skoleskema. I Hvidovre Atletik & Motion glæder vi os derfor til at støtte op om dette arbejde til glæde og gavn for Hvidovres børn og unge, udtaler Martin Roald-Arbøl fra Hvidovre Atletik & Motion.
<p class="mrub">Tilmeld klassen til Skole OL nu</p>
Tilmelding til Skole OL er i fuld sving og foregår på skoleol.tv2.dk. Lærere fra skoler i Hvidovre og omegn skal oprette en profil for deres klasser og tilmelde sig Skole OL lokalstævne PLUS i Hvidovre. Pladserne fordeles efter "først til mølle", så Skole OL-arrangørerne anbefaler, at man tilmelder sig hurtigst muligt. Klasser, der ønsker at arrangere Skole OL på egen skole eller kvalificere sig til finalestævnet i idrætstimerne, skal indtaste resultater senest 21. maj 2015.
I samarbejde med atletikklubber under Dansk Atletik Forbund, afholdes i 2015 ialt ti Skole OL Lokalstævner PLUS samt en lang række lokale Skole OL stævner. Her har alle landets 4.-7. klasser mulighed for at deltage med henblik på at kvalificere sig til det store finalestævne på Østerbro stadion i København.
<p class="mrub">Gratis at være med</p>
Deltagelse i Skole OL Lokalstævne PLUS på Hvidovre Atletikstadion mandag 4. maj 2015 er gratis, og der kæmpes om deltagelse ved det store finalestævne i København 9.-12. juni 2015 (1 klassetrin per dag), hvor 2/3 af transporten til København betales af Skole OL.
<p class="mrub">Sammenhold i fokus</p>
De olympiske lege, som forkortes OL, er verdens største sportsbegivenhed. OL handler om, at folk fra hele verden mødes og konkurrerer i en masse idrætsgrene og samtidig fejrer venskab, fællesskab og fred mellem mennesker. OL handler meget om at tænke over, hvordan man er overfor hinanden. Det handler ikke kun om at vinde med også om at være med og mødes i sporten. Det kaldes den olympiske ånd.
Tilsvarende handler Skole OL også om sammenhold, og klasserne dyster netop som en samlet gruppe. Til Skole OL har alle elever mulighed for at prøve kræfter med Skole OL-disciplinerne løb, spring og kast. Skole OL har siden 2009 samlet tusinder af danske skoleelever til et kæmpe finalestævne i København med fest, farver og spændende konkurrencer.