Fortsæt til indhold

Mere trafik og bilos

Arkiv
Arkiv

I aften skal kommunalbestyrelsen kaste et blik på det forslag til lokalplan, som kommunens plan- og miljøafdeling har produceret i et tæt samarbejde med Hvidovre Hospitals projektorganisation.

Når lokalplanen har været i høring betyder det, at Region Hovedstaden kan begynde en enorm tilbygning til Hvidovre Hospital. Fire etager samt en parkeringskælder. Den nye bygning får et samlet etageareal på godt 30.000 m2.

Tilbygningen er en konsekvens af Region Hovedstadens Hospitals- og Psykiatriplan 2020. Her er Hvidovre Hospital udpeget som et af de fire områdehospitaler.

Det betyder, at Hvidovre Hospital frem mod 2020 skal udvides. Samtidig ombygger og moderniserer man sengeafdelinger og ambulatorier i det eksisterende hospital. Projekterne bliver samlet kaldt Nyt Hospital Hvidovre.

Udvidelsen af hospitalet omfatter blandt andet en fælles akutmodtagelse, et kvinde-barn-center og en ny hjerteafdeling. Nyt Hospital Hvidovre har et samlet budget på 1,45 mia. kroner til nybyggeri og ombygning. Man forventer, at byggeriet vil være afsluttet med udgangen af 2019.

Det tilkommer ikke Hvidovres kommunalbestyrelse i aften at sige nejtak til udvidelsen. Lokalplansforslaget skal nok blive vedtaget. Men udvidelsen kommer til at betyde en markant øget trafik til og fra hospitalet. Til og fra Hvidovre. Der er lagt forskellige planer for, hvordan den kommende trafiksituation løses.

Krydset på Kettegård Allé bliver et trafikknudepunkt. Herfra skal i fremtiden tilkørslen til hospitalets parkeringskælder foregå, mens udkørsel fra parkeringskælderen primært skal ske, hvor der idag er indkørsel - altså ved den nuværende hovedindgang. Vareindlevering samt personaleparkering til hospitalet kommer til at foregå fra Hvidovrevej via Rosenhøj. Østvej, der i dag er flittigt brugt som forbindelseslinie og gennemkørsel mellem Avedøre og Hvidovre skal lukkes for trafik, bortset fra cyklister og gående.

Hvidovre bliver med udvidelsen af hospitalet belemret med en forøgelse af den eksisterende trafik med omkring 37 procent. Det er i virkeligheden det største problem ved udvidelsen. Og det er det problem, som kommunalbestyrelsen bør forholde sig til. Hvidovre bør presse på for en letbaneløsning - og på sigt for en forlængelse af metroen til Hvidovre Hospital. Ellers drukner Hvidovre i bilos og trafik i fremtiden.