Natteravnene lægger vejen forbi Stationsbyen
- Vi fik en henvendelse for nogle måneder, som vi sendte ud til alle vores tourledere for at høre, om de ville være søde at lægge vejen forbi Avedøre Stationsby, siger formanden for Natteravnene i Brøndby Strand Frank Bavnild.
Siden da har de frivillige Natteravne fra Brøndby Strand således lagt ruten forbi Stationsbyen med jævne mellemrum og målet er nu, at der kan opstartes en satellit-afdeling, der kan dække området.
- Det er lidt forskelligt, hvor længe vi bliver i Stationsbyen. Nogle gange går vi en tur op og ned langs højhuset, nogle gange bliver vi der lidt længere. Men vi håber, at vi kan rekruttere nogle interesserede, så der kan startes en lokal forening eller satellit-afdeling op, siger Frank Bavnild.
Frank Bavnild har selv været aktiv Natteravn i ca. 10 år og han brænder fortsat for det frivillige arbejde, der er med til at skabe tryghed i lokalområdet.
- Situationen i Avedøre Stationsby kan jo på nogle måde minde om, hvordan det så ud i Brøndby Strand for 10 år siden, hvor der var nogle hårde nitter i området omkring stationen. Men sådan er det heldigvis slet ikke mere, og vi møder rigtig mange glade mennesker på vores ruter, fortæller han.
Hvis man er interesseret i at blive Natteravn kan man henvende sig til hovedorganisationen på tlf. 70 12 12 99, hvorefter man vil blive viderehenvist til den lokalforening, der ligger tættest på ens postnummer.