Skensved kan rykke op torsdag aften
BORDTENNIS: I de to seneste runder af anden halvdel af ØBTUs turnering i sæson 2014/15 fik Skensved IFs Bordtennisafdeling tre sejre og et nederlag.
Oprykning er nu en mulighed for Skensveds hold i både Serie 1 og i Serie 2.
Bedst ser det ud for Serie 1 holdet, der fortsætter sejrsrækken og stadig er ubesejret. Senest blev AF Sorø BTK 1 besejret med 10-4 og Kvik Næstved 2 med 9-5.
Skensved 1 på førstepladsen har nu for 13 kampe 26 point, mens Brøndby BC 2 på anden pladsen har 20 point.
På Skensveds hold i kampen mod AF Sorø BTK 1 spillede Ronnie Teining, Brian Ganzhorn, Roald Ganzhorn og Danny Larsen, mens holdet mod Kvik Næstved 2 bestod af Ronnie Teining, Brian Ganzhorn, Christer Bertilsson og Anders Jensen.
I denne række er Skensved repræsenteret på Top 10 listen med Anders Jensen som nr. 1 med 31 sejre ud af 33 mulige og Ronnie Teining som nr. 4 med 27 sejre ud af 30 mulige.
Næste kamp for Skensved i Serie 1 er opgøret mod Svalebæk 1 i Skensvedhallen torsdag den 26. februar kl. 19.30.
Vinder Skensved denne kamp, er holdet allerede to runder før turneringsafslutning rykket op i Østdanmarksserien.
Det er også muligt for Skensved 2 i Serie 2 at rykke op, men holdet kan ikke selv afgøre dette. Holdene i rækken er jævnbyrdige.
Senest tabte Skensved-holdet til rækkens nr. 5 TIK Tåstrup 2 med 3-11 (den omvendte kamp var sluttet med Skensved-sejr på 8-6), men besejrede rækkens nr. 4 Holbæk 1 med 11-3 (den omvendte kamp var sluttet med Skensved-nederlag på 6-8).
Skensved 2 har nu for 14 kampe 19 point og fører rækken. Roskilde 6 på andenpladsen har ligeledes 19 point, men for en kamp mindre.
På Skensveds hold i kampen mod TIK Tåstrup 2 spillede Jørn Mogensen, Gunde Jensen, Jess Riis Jensen og Jakob Bielefeldt.
På holdet i kampen mod Holbæk 1 spillede Dennis Oreskov i stedet for Jakob Bielefeldt.
Også i denne række er Skensved repræsenteret på Top 10 listen. Dennis Oreskov er nr. 9 med 25 sejre af 36 mulige.
Næste kamp for Skensved i Serie 2 er lokalopgøret mod Ejby 2. Kampen spilles torsdag den 26. februar kl. 20.00 i Ejbyhallen.
pm