En mand med standpunkter
Nogle gange er det ikke godt at tænke for meget - det kan nemt føre til forvirring :). Hans Peter Geils politiske karriere begyndte fx dengang, da amtet ville nedlægge Gram Sygehus.
Den unge Hans Peter gik i spidsen for et protesttog til amtshuset i Aabenraa. Det kom der noget godt ud af, selv om sygehuset blev nedlagt. HP fik mange stjerner - og efterfølgende også så mange stemmer, at han kunne sætte sig i borgmesterstolen i Gram.
Derfra gik det opad, for han blev også borgmester for Haderslev Kommune, og efter en periode i opposition, blev han genvalgt, så han nu atter er borgmester.
Men Gram, hvad med Gram, som han tidligere sagde, at han ville kæmpe for?
Joh, først rykkede HP teltpælene op for selv at flytte til Haderslev, så gik han aktivt ind for at placere 59 gigantvindmøller i Gram-områdets smukkeste og mest uberørte natur, og nu er han i sin dobbeltrolle som borgmester og formand for VUC gået ind for, at VUCs gode afdeling i Gram flyttes til Haderslev.
... det skyldes alt sammen standpunkter!
Havkatten Calle