Fortsæt til indhold

Holtec Automatic åbner i Sønderborg

Arkiv
Arkiv

Vækstkometen Holtec Automatic, der leverer automation til alle grene af industrien, slår dørene op til virksomhedens tredje nye filial på blot fire år. Denne gang i Sønderborg.
Udviklingen har været imponerende, siden Holtec Automatic blev grundlagt i et lille kælderrum i Næsbjerg ved Varde. På ti år er seks medarbejdere blevet til 65, hvoraf de tre senest tilkomne har fået base i virksomhedens nyåbnede filial i Sønderborg. Målet med den nye afdeling er at udvide kundeporteføljen med nogle af de interessante virksomheder i Alssundområdet.
“Nærhed betyder utroligt meget. Selv for en virksomhed, der hovedsageligt laver software. Der sker mange gode ting i Sønderborg i disse år, og derfor etablerer vi os i området for at skaffe nye kunder. Udvikling er i højsædet, og det lokale erhvervsliv byder på en masse spændende potentielle samarbejdspartnere,” siger adm. direktør Søren Jensen.
Afdelingen får adresse på Ellegårdvej i Sønderborg, og de tre nye medarbejdere skal udføre samme typer automationsopgaver, som varetages på hovedkvarteret i Esbjerg.