Kræmmergade får en pop up-shop
De næste to måneder bliver der mulighed for at købe mærkevarer genbrugstøj i Varde
Der er travlhed i den tidligere bagercafé i Kræmmergade i Varde.
Lige nu arbejdes der på højtryk for at bliver færdige til åbningen i morgen torsdag den 5. februar klokken 13.
"Café Paraplyen og iGenbrug fik lige pludselig tilbudet om at låne butikken gratis i to måneder og så slog vi naturligvis til," fortæller Rita Christensen, leder af KFUM's sociale arbejde i Varde.
"Vi kalder butikken for iGenbrug PopUpShop i Varde og får brug for to søde og serviceorienterede frivillige unge til at passe vores butikken her på strøget i Varde," tilføjer hun.
I forvejen drives der genbrugsbutik med blandt andet tøj i Vestergade, men det store udbud af blandt andet mærkevaretøj gør, at der nu kan sælges ud af det.
"Og tjene en god skilling," siger Rita Christensen og henviser til, at al overskud af de to butikker bliver brugt i Varde.
Genboen Bruun i Kræmmergade har været behjælpelig med tøjstativer, så den nye butik er allerede budt hjertelig velkommen i gaden.
Hvis der er andre der har lyst til at udlåne et tomt butikslokale fra april måned, så hører Rita Christensen gerne fra interesserede.
Der vil være åbent torsdag og fredag mellem klokken 13 og 17.00 og der åbnes i denne uge.