Fortsæt til indhold

Bymidten og Ro's Torv tæt på samarbejde

Fælles indsats kan hente endnu flere kunder til Roskilde, mener begge parter

Arkiv
Arkiv

Butikkerne i Bymidten fra Roskilde Handel og forretningerne på Ro's Torv, der har sin egen centerforening, er tæt på et samarbejde. De to parter har allerede holdt flere møder med hinanden og fundet ud af, at de har mere til fælles end mod hinanden.
Nyheden kom frem ved medlemsmødet torsdag på det gamle rådhus hos Roskilde Handel, der er på vej til at udforme en ny strategi for at få flere kunder til Roskilde. En fælles indsats med Ro's Torv vil være til fordel for begge parter, forklarede formanden Torben Stevold.
- I første omgang er alle forretningerne i Roskilde jo i konkurrence med andre byer og centre om, hvor kunderne skal køre hen. Hvis de så først er kommet til Roskilde - enten i centrum eller på Ro's Torv - så må den enkelte butik konkurrere om at give den bedste pris og service. Men sådan er det jo også allerede i dag, både det ene og det andet sted.
Centerchef Anne Faber fra Ro's Torv, som også deltog i mødet, bekræftede overfor Roskilde Avis, at de to handelsorganisationer, der hidtil har stået overfor hinanden, er på vej til en forståelse.
- Jeg har aldrig forstået, hvorfor der var sådan en kold luft. Men det var måske en forståelig frygt fra de hidtidige butikker, da Ro's Torv åbnede. Men i dag har vi ganske rigtigt en fælles interesse i at trække kunderne til Roskilde i konkurrencen med andre centre, så derfor vil der være fordele ved et samarbejde, forklarede hun.
tk

Men nu kan både butikkerne i Bymidten og på Ro's Torv se fordelen ved et samarbejde i konkurrencen med andre byer om at trække kunder til Roskilde.