Vi har gode og ordnede forhold
Cura Pleje afviser FOA's påstande om social dumping, og direktøren mener, at virksomheden har gode og ordnede medarbejderforhold, der er forbedret gennem det seneste halve år
Allerød Nyt har fået svar på en stribe spørgsmål over mail fra Cura Plejes direktør Henrik Stæhr. Han mener, at virksomheden har gode og ordnede forhold for medarbejderne.
"Vi har gode og ordnede medarbejderforhold og er derfor uforstående overfor FOA's skarpe retorik. Vi leverer en god kvalitet og service til både ældre borgere og kommuner, og er som en relativt lille iværksættervirksomhed fuldstændig afhængige af at være fleksible," skriver Henrik Stæhr, der undrer sig over, at FOA taler om social dumping.
"Vi undrer os meget over FOA's forståelse af begrebet social dumping. FOA har i deres hvervekampagne materiale udregnet, at en fuldtidsansat i Cura Pleje tjener omkring 25.000 kroner om måneden, hvilket må siges at ligge indenfor det danske lavtløns normalområde," skriver Henrik Stæhr.
FOA har varslet konflikt mod Allerød-virksomheden Cura Pleje, og det vil blandt andet indebære, at medlemmer af FOA ikke må arbejde for Cura Pleje efter 1. april, og at FOA opfordrer LO og LO's medlemsorganisationer om iværksættelse af sympatikonflikt mod virksomheden, så virksomheden ikke kan modtage leverancer og service.
"Vi er meget kede af, at FOA har valgt at varsle konflikt imod os. Vi har ikke indtil nu haft en dialog med FOA, hvilket skyldes at vi som en privat virksomhed har valgt at agere som de fleste danske erhvervsvirksomheder med løn- og ansættelsesvilkår tilpasset markedet. Dels i forhold til vores medarbejderes ønsker og jo også særligt under hensyntagen til vores behov for netop at agere som en privat og fleksibel virksomhed uden samme begrænsende overenskomstmæssige rammer, som kommunerne i nogle henseende er underlagt," skriver Henrik Stæhr til Allerød Nyt, der igennem Danske Service prøvede at få en overenskomst med 3F.
"Vi var i løbet af 2014 i en længere dialog med Danske Service omkring at blive medlem og dermed tiltræde deres overenskomst med 3F. Vi valgte dog til sidst ikke at melde os ind," skriver Henrik Stæhr og uddyber:
"Det er nu en gang således, at der i Danmark ikke er krav om at indtræde i en overenskomst og vores samarbejde med kommunerne har i mange år fungeret rigtigt godt og gør det forsat. Vi har sidste år vundet tre udbud, hvor vi blandt andet fik stor ros for vores kvalitet og samarbejde. Jeg synes, det er ærgerligt at FOA ikke i stedet forholder sig til alt det gode vi har gjort og gør hos vores borgere."
Henrik Stæhr forklarer, at de gør ting anderledes end det offentlige i forhold til medarbejderne.
"Det er korrekt, at vi adskiller os væsentligt fra det offentlige ved, blandt andet at stille krav til vores medarbejdere i forbindelse pauser og huller i planen. Vores medarbejdere har fuld adgang til selvvalgte pauser, der blot er selvbetalte," skriver Henrik Stæhr og forklarer det:
"Det betyder således, at hvis medarbejdere oplever at de kommer til en borger der ikke ønsker hjælp eller ved en fejl ikke er hjemme, skal de rette henvendelse til kontoret for nye opgaver eller påbegynde den 'palette' af arbejdsmuligheder, vi instruerer dem i. Det kan være at gennemgå deres borgerplejeplaner eller lignende. Hvis medarbejderen fremfor at arbejde derimod ønsker at holde pause, registreres dette som en selvbetalt pause. Herudover kan medarbejderne til enhver tid selv planlægge at holde deres pauser, ud fra deres kørelister som de har på deres telefoner. Har en ønsket pause indflydelse på en borgers besøg, kræver vi som nævnt blot, at borgeren og kontoret informeres om ændret ankomsttid. Pauserne er således selvvalgte og selvbetalte for den enkelte medarbejder," lyder forklaringen fra Henrik Stæhr.
FOA påstår også, at Cura Pleje ikke betaler løn under sygdom.
"På linie med det almindelige danske private erhvervsliv udbetaler vi sygedagpenge i forbindelse med medarbejders sygdom og følger dermed sygedagpengeloven," skriver Henrik Stæhr, der mener, at Cura Pleje altid har arbejdet for, og stadig gør det, at virksomheden er en god arbejdsplads.
"Det har blandt andet betydet, at vi gennem det seneste halve år har arbejdet med ændringer til vores kontrakter, der giver endnu bedre lønvilkår for vores medarbejdere, end de har nu. Disse påtænkte ændringer har vi i den senere tid informeret vores kommuner omkring, og vi er overbeviste om, at medarbejderne vil glæde sig over disse ændringer, der udover et generelt lønløft giver fuld løn under sygdom og ved barnets første sygedag samt ændrede tillæg og pension som i det offentlige," afslutter Henrik Stæhr mailen til Allerød Nyt.