Udvalg kalder TV-indslag unuanceret
Udvalget for arbejdsmarked i Mariagerfjord Kommune har på baggrund af tv-indslaget ”Forskel på kommunal hjælp” bragt i Tv2 Nord den 1. februar undersøgt sagen nærmere og finder på den baggrund tv-indslaget unuanceret.
I indslaget fremgår det, at hvis en virksomhed lukker, kan de ledige, der bor i en anden kommune ikke forvente den samme hjælp, som de der bor i samme kommune, som virksomheden ligger. Samtidig blev det også sagt af studieværten i eksemplet fra Rebild, at de andre omkringliggende kommuner ”sidder på hænderne”.
Udvalget finder indslaget for unuanceret og undrer sig over, at Mariagerfjord Kommune ikke er blevet kontaktet forud for indslaget, idet Mariagerfjord Kommune gerne vil sikre en tidlig og hurtig hjælp overfor de ledige i forbindelse med virksomhedslukninger – også selvom virksomheden ligger i en nabokommune.