Fortsæt til indhold

Søger midler fra inklusionspulje

Børneudvalget har kig på regeringens inklusionspulje som en vej til at udbrede undervisning efter Feuersteinmetoden i Køge.

Arkiv
Martin Rasmussen

LÆRING: Køge Kommune håber på at kunne få ekstern finansiering til at gennemføre sit projekt med udbredelse af undervisning efter den såkaldte Feuersteinmetode i folkeskolerne.
Et enigt børneudvalg besluttede i denne uge at søge om midler fra regeringens inklusionspulje på 25 millioner kroner. Mange kommuner kunne have kig på de midler, men formanden for børneudvalget, Jacob Mark (SF) mener, at Køge Kommune står med gode kort på hånden.
- Vi går forrest med vores planer på dette område, og jeg er ret overbevist om, at sådan et projekt har gode chancer for at få penge fra puljen, siger han med henvisning til Feuerstein-metoden, som er blevet kendt gennem et tv-program, og som handler om en alternativ tilgang til børns læring, og som skal kunne gavne inklusionen i folkeskolen.
- Det er blandt andet godt for børn med indlæringsvanskeligheder, men det er også til gavn for meget begavede børn, forklarer Jacob Mark om metoden, som blandt andet i høj grad tager udgangspunkt i det enkelt barn.
Pengene fra inklusionspuljen skal ifølge planerne blandt andet bruges til uddannelse af konsulenter, der kan udbrede projekt og metoder på kommunens skoler.