Andenplads til Køge-svømmere
SVØMNING: I weekenden den 31. januar-1. februar deltog Køge Svømmeklub i DM for hold for årgangssvømmere 14 og yngre for piger og 16 år og yngre for drenge.
- Stævnet afvikles på den måde, at de 12 bedste klubber, som findes på baggrund af DM Årgang i sommers, har kvalificeret sig til et finalestævne. Køge deltog desværre ikke her, men i den ene af 2 øvrige grupper, hvor vi dystede mod 6 andre klubber, fortæller klubchef Jan Hansen, Køge Svømmeklub.
Køgesvømmerne udviste gennem hele weekenden en kampgejst og et sammenhold, som resulterede i en flot 2. plads i gruppen ca. 900 point efter Helsingør.
Men med en samlet pointscore, som er ca. 800 højere end man scorede ved sidste års deltagelse rakte det til en samlet placering som nr. 14. på landsplan kun overgået af Helsingør og de 12 klubber, som svømmede finalen.
Dette må siges at være et ganske positivt resultat, da Køge deltog med et meget ungt hold, hvor flere af svømmerne er op til 2 år yngre end de ældste svømmere. - Men dette slog ikke Køge-svømmerne ud, og det er da også positivt at se, at vi kommer ud af stævnet med en forbedringsprocent på 82 procent på alle starter, hvilket viser et godt billede af, at svømmerne er inde i en god udvikling, siger Jan Hansen.
Køge deltog med et hold bestående af følgende 12 svømmere: Ida Gulbrandsen, Caroline Gøttrup Bagge, Naya Modin Thomsen, Kathrine Sofie Jensen, Anna Andersen, Pernille L. Pedersen, Andreas Damgaard, Jacob Holm, Thor B. Hansen, Benjamin Ørnebjerg Larsen, Mathias Luplau og Mathias Nielsen.
Svømmerne går nu et par rolige uger i møde inden der bygges op igen frem mod forårets mesterskaber i maj og juni måned, hvor vi gerne skulle markere os endnu bedre.
pm