Nye lægeklinikker er kommet godt fra start
Bent Larsen
De tre lægehuse som Region Midtjylland sidste år sendte i offentlig udbud er kommet rigtigt godt fra start, siger Jørgen Nørby (V), der er formand for udvalget for Nære Sundhedstilbud i Region Midtjylland.
Nytårsnat overtog tre private virksomheder driften af lægeklinikker i henholdsvis Sunds, Lemvig og Balling i Vestsalling.
I 2014 fik regionerne lov til at udbyde driften af lægeklinikker til private virksomheder. Normalt ejer læger deres egen praksis, men ved at lade virksomheder drive klinikker, kan lægerne være ansatte på linje med andre lønmodtagere. Og det var tilsyneladende det, der skulle til for at skaffe læger til de tre byer.