Sogneklubben mangler garn
Skulle du have garnrester liggende er der nogle flittige hænder som venter på at omdanne disse til nyttige ting
Hver onsdag mødes omkring 20 kvinder og et par mænd i Hertug Hans Kirkehus hvor de strikker og ordner frimærker til Østeuropa Mission. Kvinderne strikker tæpper og bluser - og de strikker mange! Hvert år bliver det til omkring 80 tæpper og 200-300 bluser. Derfor er det jo også nemt at forstå, at de konstant mangler garn.
"Hvis nogen derude har garn i overskud, vil sogneklubben gerne modtage det," fortæller domkirketjener Betina Dau Pedersen:
"De kan bruge både rester af alle slags og alle materialer men også garnnøgler som er "fejlkøb". Der behøves ikke at være orden i nøgler, da mændene i sogneklubben hjælper med at vinde dem op og sortere dem. Garnet kan afleveres på Domsognets kirkekontor i åbningstiden på hverdage mellem kl. 9-13 samt torsdage mellem kl. 16-18. Man kan også aflevere garnet i sogneklubben hver onsdag mellem 10-12. Og så giver de sikkert en kop kaffe og en hyggelig snak, siger hun.
Sogneklubben har eksisteret i 17 år, og de alle årene har de strikket til andre. En gang om året laver de en lille udflugt hvor de kører ned og afleverer hvad de har nået at få produceret. Derefter bliver det fragtet til forskellige lande i Østeuropa. Mens kvinderne strikker, klipper mændene brugte frimærker af kuverter. Disse sælges og pengene går også til Østeuropa Mission.