Fortsæt til indhold

Havnbjerg virksomhed indtager Sverige

Pakkeautomaten SwipBox, som aCon i Havnbjerg har designet og udviklet, er godt på vej ud i verden

Arkiv
Af Svend Mikael Larsen

Den internationale logistik virksomhed DHL Express indgik for nylig en aftale med danske SwipBox. Det betyder, at også svenskerne nu kan begynde at hente deres pakker i det lokale supermarked.
Pakkeautomaterne fra SwipBox, som er designet og udviklet af aCon i Havnbjerg, er foreløbig sat op i 20 butikker rundt om i Sverige. Dermed er DHL Express og SwipBox de første til at lancere denne form for pakkeløsning i Sverige.
I Danmark findes der allerede små 400 af SwipBox' pakkeautomater, hvorfra man kan sende og modtage pakker via selvbetjeningsautomaten. I Sverige er planen i første omgang at opsætte 60 automater og herefter at udbrede systemet til hele landet.

En alternativ pakkeløsning

SwipBox blev grundlagt som et alternativ til eksisterende løsninger til pakketransport for halvandet år siden i Danmark, og siden har SwipBox løbende etableret partnerskaber med en række e-handelsbutikker som Saxo.com og Bilka.dk.
Både aCon og Swipbox er datterselskaber af virksomheden Inps A/S med hovedsæde i Hornsyld. I ejerkredsen finder man bl.a. Nielsen & Nielsen Holding, Clausen Group og Vækstfonden.
“Selve produktionen af pakkeautomaterne foregår i Hornsyld, hvor også Swipbox er registreret, men kræfterne er samlet her i Havnbjerg, hvor 12 af vores i alt 15 ansatte har deres arbejdsplads,” fortæller adm. direktør i både aCon og Swipbox, Steen Sørensen.
“Vores indtog i Sverige, og den øvrige ekspansion vi i øjeblikket oplever, har foreløbig betydet, at vi har ansat to nye hotline- medarbejdere, og jeg forventer, at yderligere ansættelser er på vej,” siger han.
“I Danmark tilbyder vi en løsning, hvor vi henter varen på web-shoppens lager og afleverer den i en SwipBox tæt på modtageren. I Sverige er det en såkaldt 'last mile solution', som vi tilbyder. Altså hvor vi står for den sidste del af vejen ud til kunden via vores pakkeautomater,” forklarer Sten Sørensen.

Nemmere e-handel

“Den succes, vi oplever, skyldes, at kunderne netop efterspørger muligheden for at købe varer online og hente dem i det lokale supermarked. Det har resulteret i en stærk vækst for vores SwipBox,” siger Steen Sørensen.
“Med lokalt placerede pakkeautomater gør vi e-handel mere simpelt for forbrugerne, samtidig med at en logistikvirksomhed som DHL Express opnår en væsentlig besparelse i forhold til at levere pakkerne helt ude ved kundens dør, som jo ofte er lukket, fordi modtageren er på arbejde. Det undgår man med en selvbetjent pakkeautomat.”
“Vi har i øjeblikket stor fokus på Norden men også på Europa generelt, og vi kigger selvfølgelig også på, hvad der ellers sker på området rundt om i verden. Jeg er da også sikker på, at vi i løbet af 2015 kan annoncere yderligere ekspansion i Norden,” siger Steen Sørensen.