De får ikke min stemme

Kære politikere. Kære alle jer, som sidder derovre på et eller andet kontor på slottet, der ligger på en lille ø i København.
Kort sagt, kære alle jer folketingspolitikere.
Hvem skal jeg stemme på? Altså her næste gang, der skal være folketingsvalg.
Jeg mener, valget kommer jo snart, og jeg ved, at I står klar til kampen om min stemme, så derfor melder jeg allerede ud og siger, at man kun kan få min stemme ved at garantere en bestemt lovgivning fjernes.
137 ud af 179 medlemmer af Folketinget har nemlig bragt demokratiet i fare for egen vindings skyld, og den slags har jeg det svært med.
Den danske form for demokrati blomstrer ved at byde på mange partier med mange forskellige slags meninger (ok, de ligner selvfølgelig hinanden i ny og næ), hvilket er super godt, for så rammes mangfoldigheden endnu mere.
Modstykket er USA, hvor du enten er republikaner eller demokrat, og hvis du er noget tredje, er din stemme helt og aldeles spildt, for den ville ikke kunne bruges til en dyt.
Herhjemme er det anderledes. Selv en stemme på et lille parti kan betyde store muligheder for indflydelse.
Nå, men når vi tager skoene på og tøffer hen til valglokalerne næste gang, så har jeg ikke så mange valgmuligheder denne gang, for desværre burde de fleste af de nuværende medlemmer af Folketinget stemmes hjem og først kunne komme ind på Christiansborg igen, når de bliver voksne.
Nu tænker du måske, at ham der Flindt da vist går snaldret rundt i sine egne fodspor og burde holde sig fra snapsen.
Men næ nej, det er nu en stramning af lovgivning omkring offentlighedens adgang til oplysning, der ligger til grund for, at i hvert fald de nuværende folketingsmedlemmer af Socialdemokraterne, Radikale, SF, Konservative og Venstre er røget ud i min kulde.
De medlemmer har sagt ja tak til en offentlighedslov, der styrker politikernes mulighed for at snyde eller lave lort i gaden, uden journalisterne - og andre - finder ud af det. Taberen er demokratiet, vinderne er dem, der har noget at skjule.
Jeg er journalist, så derfor er sagen væsentlig for mig, men den er det nu også for hele landets befolkning. For åbenhed er i alles interesse i et demokrati.
Politikere må gerne lave love, jeg er lodret uenig i - togbroen eksempelvis - men lovgivning for egen vindings skyld, er utilgiveligt.
De politikere, der har stemt for den famøse lovgivning vil ganske givet sige, at det handler om at skabe mere arbejdsro på Christiansborg, hvilket nok ikke er helt usandt.
Indrømmet, journalister kan også være lidt for hurtig ude i ny og næ, så mere arbejdsro til politikerne kunne såmænd godt være på sin plads. Problemet er bare, at når magten giver sig selv mulighed for at skjule noget, der for dem kunne ende ubehageligt, så lugter lorten altså.
Måske er der ikke nogen, der har noget at skjule, men når man laver en lov, der gør Danmark til det uden sammenligning mest lukkede land i Norden, hvad angår indsigtsmuligheder, så bliver det lidt vammelt.
Kære politikere: Jeg overfortolker måske. Men måske gør jeg ikke. Og den sidste mulighed, nemlig at jeg ikke overfortolker, er en tung byrde på jeres skuldre.
I kan derfor ikke få min stemme.