Gudsbenådet blues på en torsdag
Amerikanske Kirk Fletcher er af flere nobiliteter udnævnt som verdens p.t. bedste bluesguitarist...og så er man da vist noget!
Det er svært at vurdere, hvem der er den bedste, men det må medgives at Kirk Fletcher er en gudsbenådet guitarist, der når helt ud i hjørnerne på sin Telecaster og spiller overdrevent godt! Kirk Fletcher er født og opvokset i det sydlige Californien og har aldrig følt andet end at han skulle leve af at spille guitar, siden han som 8-årig fik den første af slagsen mellem hænderne.
Alt fra Jimmi Hendrix til Steely Dan blev fundamentet for den talentfulde herre, der i fire år var guitarist i The Fabulous Thunderbirds, og siden var han forbi en anden blues mastodont, The Mannish Boys. I dag gælder det dog solokarrieren, og man kan godt glæde sig til en stor bluesoplevelse på torsdag kl. 20.00 på Tobakken.