Fortsæt til indhold

En selvtilfreds lokalavis

Arkiv
Af redaktør Torben Kristensen

NÆSTEN HVER ANDEN SIGER NEJ TIL REKLAMER i form af husstands-omdelte brochurer og lignende uden nogen form for nyheder eller andre typer af redaktionelt stof. Helt nøjagtig er tallet 46,1 procent i postdistrikt 4000 Roskilde.
Samtidig er det i samme område kun 12,5 procent, dvs.1 ud af 8, der siger Nej til at modtage Roskilde Avis, som er en gratis lokalavis, der udkommer to gange om ugen til knapt 60.000 husstande i Roskilde og Lejre kommuner samt Tune, Havdrup og Borup. I omegnen er der færre som siger Nej til begge dele, men forholdet og tendensen er den samme.

HER I BLADHUSET
er vi selvfølgelig meget glade for, at så mange fortsat gerne vil modtage Roskilde Avis. Vi tager det som et udtryk for, at læserne ønsker at følge med i de lokale nyheder og tilbud fra butikker samt andre virksomheder i området.
Men alle er ikke lige tilfredse med avisens artikel om de nye tal, fremgår det af et indlæg fra Morten Kaare Pedersen:

'INDEN ROSKILDE AVIS GÅR HELT I STÅ
, i selvtilfreds jubel over hvor få der siger NEJ TAK til avisen i forhold til hvor mange der siger NEJ TAK til reklamer, bør I måske skue lidt fremad. For dette vil sandsynligvis ændre sig hen ad vejen.
Flere og flere vil også takke nej til aviserne i takt med at der kommer flere og i takt med at de fyldes med flere og flere reklamer. Jeg er blandt de 12,5% som har takket nej fordi jeg ikke gider de "redaktionelle medier" som i virkeligheden bare er reklameaviser med til lejligheden hastigt skrevne artikler.
Mit behov for lokale nyheder dækkes i øvrigt fint via jeres Facebook side og Nyhedsbrev - og Dagbladets ditto. Og det vil flere og flere sande hen ad vejen. Så det er her I skal have jeres fokus: hvordan kan I tilbyde jeres annoncører plads på jeres digitale platforme?'

DEN AKTIVE LÆSER
, der heldigvis følger godt med alligevel i vores avis, selv om han har afmeldt papir-udgaven, har både ret og uret omkring disse problemstillinger, som vi også arbejder med på avisen.
For det første bliver der ikke flere gratis lokalaviser i disse år, hvor en del af reklamerne går til digitale og andre medier. Roskilde Avis er altid opbygget sådan, at 75 procent af pladsen går til annoncer og 25 procent til nyheder og andet redaktionelt stof. Dvs. at jo flere annoncer avisen har, desto flere artikler kommer der også. Omvendt vil antallet af nyheder tilsvarende falde med færre annoncer..

KVALITETEN I EN LOKALAVIS
kan man selvfølgelig altid diskutere, redaktionelt set, Men jeg kan forsikre den engagerede læser om, at artiklerne i Roskilde Avis ikke er noget, der bare bliver 'smurt ned i al hast'.
Tværtimod prøver vi at gøre os umage med at skrive både spændende og interessant af hensyn til læserne – og dermed også annoncører. Efter mere end 30 år som journalist på det gamle Roskilde Tidende, Roskilde Avis, Ekstra Bladet – og nu atter tilbage her på avisen – kan jeg garantere, at standarden absolut ikke er dårligere nu end tidligere.

FLERE FÅR INFORMATIONER
fra de digitale medier efterhånden. Det er helt rigtigt, og derfor satser vi også meget mere på vores netudgave og facebook, både med nyheder og annoncer. Men vi har stadig flere gange så mange læsere af avisen som på nettet, for lige at få proportionerne på plads. Derfor er vores papirudgave fortsat langt det stærkeste annonce-medie i Roskilde-området – ikke mindst når man samtidig tænker på det store antal af NEJ-meldinger til brochurer – og sådan vil det være i en rum fremtid.
Så længe indtægterne fra digitale medier ikke er større, er det i virkeligheden takket være vores papiravis, at vi også har råd til at lave redaktionelt stof på nettet og facebook. Derfor kan vores kritiske digitale læser ind til videre godt sende en tak for orienteringen med lokale nyheder til:
EN SELVTILFREDS LOKALAVIS