Fortsæt til indhold

Jobcenter sablet ned

Skarp kritik af kommunens indsats for ledige ved byrådets spørgetid

Arkiv
Arkiv

Jobcentrets og hele Roskilde kommunes indsats for langtidsledige og andre arbejdsløse blev sablet ned i spørgtetiden under byrådets sidste møde. Her kom Helle Chelina Jensen med en særdeles skarp kritik. Hendes skriftlige spørgsmål blev læst op i højt tempo af borgmester Joy Mogensen og var fyldt med fine fremmedord, men meningen var dog klar nok: Indsatsen i beskæftigelsespolitikken er usammenhængende og virker ikke, fordi de ledige møder alt for mange forskellige medarbejdere uden tilstrækkelig kompetence, hvilket fører til hovsa-løsninger og spild af mange penge. Helle Chelina Jensen mente blandt andet, at de 5 millioner kroner i byrådets 'lokale akut-pakke' var blevet spildt. Pengene blev bevilget i slutningen af 2012 af byrådets flertal for at hjælpe borgere i Roskilde, der ville miste deres forsørgelse, fordi et VKOR-flertal i Folketinget havde halveret den periode, hvor ledige kan få arbejdsløshedsunderstøttelse. - Hvad vil I gøre ved, at pengene ikke er brugt til formålet, spurgte hun.

Lav ledighed

Formanden for Beskæftigelsesudvalget, Bent Jørgensen (V), svarede på byrådets vegne, at kommunen har gennemført en række forskellige tiltag for at hjælpe langtidsledige. - Pengene i den 'lokale akut-pakke' er blandt andet brugt til vikarer og ekstra job i kommunen samt en indsats overfor langtidsledige, så de bliver bedre kvalificerede til at søge ledige jobs eller selv kan starte en virksomhed. - Bevillingen for den særlige indsats i 2013 er gået til formålet, og forvaltningen kan redegøre for, hvad alle pengene er brugt til. - Helt galt kan det jo heller ikke være, når ledigheden i Roskilde kommune er så lav som 4,1 procent - mens gennemsnittet for hele landet er på 5,0 procent. - Men vi skal gøre os umage for at gøre det bedre hele tiden. Med den nye Beskæftigelsesplan, som Folketinget har vedtaget for kort tid siden, er der lagt op til mere meningsfulde aktiviteter for ledige i forhold til nogle af de 'vildskud' med mærkelige kurser, som der tidligere har været eksempler på, forklarede Beskæftigelsesformanden. tk