Kristina og Kim kæmper med skimmel - og kommunen
Helbredet forringes af skimmel i boligen. Men hjælpen fra kommunen er langsom
Skimmelsvamp, fugt og andre indeklimaproblemer kan påvirke helbredet.
Det kan Kristina Vilhelmsen og Kim Hansen Lind tale med om. De har i de seneste år haft problemer med fugt, kuldebroer og skimmel i deres lejlighed i Vejle.
“Jeg har nogle gange svært ved at trække vejret. Og jeg er vågnet op med store slimklumper i halsen,” siger Kristina.
De ryger begge to.
“Og dét er jo heller ikke sundt. Men problemerne med min vejrtrækning kommer kun, når vi er herhjemme. Hvis vi en weekend besøger min mor, forsvinder problemet,” siger Kristina.
Vejle Kommune havde i 2012 en mand ude at se på lejligheden.
Han konstaterede massive forekomster af skimmelsvamp, kuldebroer og fugt og kunne ikke udelukke, at boligen var sundhedsskadelig.
Men problemerne er ikke løst, og forholdet mellem parret og udlejeren, Enikma Ejendomme, er anstrengt.
Lars Winkel fra Enikma Ejendomme ønsker ikke at gå i detaljer med sagen, som han kalder “prekær”.
“Men ejendommen som sådan fejler ikke noget,” siger han.
LLO: Ikke enestående
Kommunen har en tilsynspligt, når den hører om boliger, der kan være sundhedsskadelige.
Men som beskrevet i Lokalavisen i sidste uge mener Lejernes LO, at pligten forsømmes.
“Kommunen rykker ikke,” siger lokalformand James Arbøl, der nævner Kristina og Kims hjem som et eksempel.
Dén påstand er fungerende formand for Teknisk Udvalg, Leif Skov (S), ikke glad for.
“Jeg vil bede forvaltningen om en redegørelse for, om der er sager, vi ikke får fulgt op på. Umiddelbart mener jeg, at vi reagerer, som vi skal. Men den slags sager skal omkring flere myndigheder. Jeg kan godt forstå det, hvis man synes, at det tager lang tid,” siger han.
Cirka en gang om året erklærer kommunen en ejendom ubeboelig og kondemnerer den.