Fortsæt til indhold

Slagterforretning genopstår som gårdbutik

Gråsten Fjerkræ udvider med gårdbutik i stuetagen, hvor der engang lå en slagter

Arkiv
Af Svend Mikael Larsen

Stadig flere kunder vælger at lægge vejen forbi Gråsten Fjerkræ i Kværs, når de skal handle fjerkræ. Ikke mindst op til højtider som påske og pinse og i særdeleshed mortensaften og jul er tilstrømningen stor. Nu har indehaverne Susanne og Gunder Jensen taget konsekvensen og åbner en gårdbutik i tilknytning til virksomheden.
"På førstesalen har vi vores kontorer, mens der tidligere har været beboelse i stueetagen. Da vi alligevel skal have lavet nyt bad og omklædning til de ansatte, besluttede vi også at indrette en gårdbutik foruden kantine og køkken på de 150 kvadratmeter i stuen," forklarer Gunder P. Jensen.
"Det er en større omgang, og vi forventer først at åbne gårdbutikken i uge 32, det vil sige i starten af august. Til den tid vil der være salg af kyllinger, unghaner, ænder, gæs og kalkuner samt de økologiske Vadehavs," fortæller han.
"Det kan godt være, der kommer flere produkter i butikken. For eksempel overvejer vi at indrette en bake-off. Men det skal ikke være en af den slags gårdbutikker, hvor man kan købe eksotiske krydderier og duftlys," smiler Gunder Jensen.
Gårdbutikken betyder, at der i første omgang skal ansættes to nye medarbejdere.
"Vi har allerede slået en stilling som butiksslagter op, og han skulle gerne være på plads inden åbningen, så han kan være med til at købe udstyr ind og indrette butikken. Dertil kommer en medarbejder i delikatessen," fortæller Gunder Jensen.
Det er meningen, at butikken skal have åbent alle ugens dage.

Ikke noget med eksotiske krydderier og duftlys.
Gunder P. Jensen

Billedet er fra omkring 1960, hvor slagter Elley havde sin forretning på adressen Kværsgade 18 i Kværs.