25 millioner kroner skal sikre miljøet
Energiforbruget i kommunale bygninger skal længere ned
I løbet af de næste fire år investerer Kolding Kommune 25 millioner kroner på at nedbringe forbruget af el, varme og vand i kommunale bygninger.
På byrådsmødet 26. januar vedtog politikerne en energihandleplan for årene 2015-2018.
“Vores tidligere investeringer i at nedbringe det kommunale forbrug har jo vist sig at gode. Eksempelvis når vi skifter Koldings gadelys ud med LED-pærer, så der kan være lys hele tiden” forklarer formand for Miljøudvalget, Birgitte Kragh (V).
Kommer velfærden tilgode
Kolding Kommune er i forvejen en af de førende kommuner, når det gælder energibesparelser i kommunale bygninger, og med den nye energihandleplan vil der forsat være fokus på at nedbringe forbruget af el, varme og vand.
“Når vi vælger at blive ved med at afsætte penge på det område, er det netop for at spare på kommunens udgifter på længere sigt. På den måde kan vi få flere penge i kommunekassen, som vil gavne Koldings børn og ældre”, siger Birgitte Kragh.
Energihandleplanen skitserer nogle af de projekter, der skal arbejdes med de kommende fire år.
På varmeområdet fortsætter jagten på ejendomme med behov for efterisolering. I enkelte bygninger vil man skifte fra naturgas til fjernvarme, og herudover skal der blandt andet arbejdes med etablering af strålevarme i haller og moderne ventilationsanlæg.
På el-området skal der blandt andet investeres mere i intelligent LED-belysning og nye energieffektive vaskemaskiner. Der satses også på genindvinding af varme fra serverrum.
For at spare på vandet er der for eksempel planlagt udskiftning af gamle toiletter til moderne to-skylstoiletter
Byrådet forventer at investeringen har tjent sig selv hjem på ti år.