Katten får én på hatten
Legekæden Thy og Haderslev Butikker går igen i år sammen om at arrangere stort fastelavnsarrangement på Bispen
Uanset om man er Spiderman, prinsesse, ninjaturtle eller noget helt andet, så er der ingen tvivl om, at man skal til fastelavn på Bispen i Haderslev på lørdag.
Det er igen i år Legekæden Thy og Haderslev Butikker, som er gået sammen om arrangementet, som begynder klokken 11.00.
Det hele får en festlig start når Haderslev Garden spiller op. Dernæst kommer Randis Dans og underholder - ligesom der selvfølgelig er fællesdans, så man kan blive varmet godt op til det, som det hele handler om: Tønderslagningen, hvor kattem skal slås af tønden.
Her dyster børnene i tre forskellige aldersgrupper, og når man har fundet kattekonger og -dronninger, vanker der fastelavnsboller og juice.
“Det gælder om at komme udklædt, for vi trækker også lod om en flot præmie iblandt de udklædte,” siger Torben Thy fra Legekæden Thy.
“Sidste år var der 150 udklædte børn med. Det var et fantastisk syn, som vi håber vi også får at se i år,” siger Torben Thy, der fortæller at alle får en lille overraskelse på dagen.