Fortsæt til indhold

Ny SFO-struktur er skudt til hjørne

Politikerne i Børn- og Uddannelse vil have en gruppe til at se nærmere på mulighederne for tilbud til børn fra 4. klasse og opefter

Arkiv
Af Betina Skjønnemand

Meget er endnu uafklaret, når det kommer til Aabenraa Kommunes skolefritidsordninger (SFO).
Det ligger dog fast, at politikerne har besluttet at spare to mio. kr. på området i år og yderligere to mio. kr. i 2016. Dermed skrumper budgettet for SFO og klubområdet til 5.4 mio. kr.

Det har fået politikerne i Børne- og Uddannelsesudvalget til at beslutte, at det fra 1. august er slut med SFO'en, som vi kender den i dag. Hvad der derimod endnu er uvist er, hvad der venter i stedet for de forældre med børn fra 4. klasse og opefter i Aabenraa Kommune. For de yngste børn fortsætter tilbuddet som hidtil, men det er endnu uklart, hvad der skal ske med de ældre børn efter sommerferien.

Udvalget har haft et forslag med tre løsningsmodeller i høring, men det har ikke givet nogle entydige svar på, hvilken model, der skal arbejdes videre på.
Derfor har politikerne i Børne- og Uddannelsesudvalget besluttet, at der nedsættes en arbejdsgruppe, der skal udarbejde et alternativt forslag til, hvordan en ny struktur kan se ud.

Arbejdsgruppens forslag skal ligge klart til et ekstraordinært møde i udvalget, der er programsat til den 25. marts.
“Høringssvarene gav ikke opbakning til nogle af de tre løsninger, så vi har nikket ja til, at institutionerne selv kan komme på banen i en arbejdsgruppe. Så kan de strikke den løsning sammen, som de mener er bedst. Det eneste, der ligger fast er sådan set den økonomiske ramme,” fortæller næstformand i Børne- og Uddannelsesudvalget, Dorte Soll (A).
Arbejdsgruppen sammensættes af repræsentanter fra skolerne og institutionerne.

“Vi har lagt op til, at de gerne må finde lokale løsninger. For der er jo ingen, der siger, at de har brug for det samme tilbud i Bylderup-Bov som de har på Lyreskovskolen. Arbejdsgruppen har altså frie hænder på dette punkt,” slutter Dorte Soll.


UPDATE: Dette er en tilrettet version af artiklen, der blev trykt i ugens avis. I avisen fortæller vi, at aldersklassen fra 7. klasse og opefter skal administreres af Ungdomsskolen. Dette er ikke korrekt. Arbejdsgruppen skal udarbejde et nyt forslag, der gælder alle børn fra 4. klasse og opefter. Vi beklager misforståelsen.