Fortsæt til indhold

Huskøbere lægger "energi-slugere" på is

Arkiv
Arkiv

KOLD SKULDER: Energimærket har rettet skarpt fokus på boligens energiforbrug, og tendensen forstærkes de kommende år, viser ny rundspørge.
Husets energiforbrug er nu markant mere 'hot' blandt boligkøberne end for fire år siden. Og i løbet af de kommende fem år bliver det glohedt.
En ny spørgeundersøgelse fra Home viser, at siden det i sommeren 2010 blev lovpligtigt at annoncere med boligens energimærke ved et salg, er købernes fokus på boligens energiforbrug voldsomt øget, og tendensen forstærkes de kommende år, spår Home-mæglerne.
Mere end 96 procent af mæglerne i Home-kædens mæglerpanel vurderer, at forbrugerne har fået øget fokus på boligens energiforbrug. Over 62 procent mener endda, at købernes fokus er 'markant' øget.
- Det er lige før, at køberne spørger om energimærket, inden de spørger om tilstandsrapporten, siger relationschef i Home, Mads Ellegaard og tilføjer:
- Huse med et mindre godt energimærke har en stor sandsynlighed for at blive fravalgt af køberne allerede inden en fremvisning – blot ud fra energimærket i annoncen.
Ifølge Home handler det om kroner og ører.
- Et lavt forbrug er nettokroner lige i lommen i den samlede boligøkonomi, og folk interesserer sig meget for, om der er noget at spare ved at lave nogle energimæssige tiltag, siger Home-chefen.
Over halvdelen - 58 procent - af Home-mæglerne vurderer, at energiforbruget nu er på købernes top 3 liste over vigtigste faktorer for et boligkøb bortset fra beliggenhed og pris.
Home forudser, at boligkøbere bliver endnu mere varmesøgende de kommende år.
- Beliggenhed vil altid stå øverst sammen med prisen, men med de nye og endnu skrappere krav til energiforbruget i nye huse vil energimærket få endnu mere fokus fra køberne, og vi vil endnu tydeligere se et A- og et B-hold af huse i fremtiden, spår Mads Ellegaard.
Lidt over 100 Home-forretninger, der sælger huse og rækkehuse, er repræsenteret i spørgeundersøgelsen.
pm