Kolding Brandvæsen kontrollerer sikkerheden
Mange skoler og virksomheder har haft besøg af brandvæsenet
Kolding Brandvæsen har alene i år været på besøg på omkring 50 institutioner i kommunen for at tjekke brandsikkerheden. Institutionerne tæller blandt andre skoler, hoteller og virksomheder.
Det blev til et enkelt forbud, mens 45 institutioner fik påbud eller anbefalinger til at forbedre sikkerheden.
“Grundlæggende har det indtil nu set fornuftigt ud langt de fleste steder. Vi har ikke mødt nogle voldsomt graverende overtrædelser, men den yderste konsekvens, hvis vi ser noget slemt, er, at vi giver et forbud. Men det sker sjældent. Ofte er det småting, der lige skal bringes i orden, og så giver vi påbud eller anbefalinger,” siger Christina Hagedorn Fischer, der er beredskabsinspektør.
Må ikke bruge bygningen
Hårdest gik det ud over Bramdrup Skole, der fik ét forbud, 11 påbud og enkelt anbefaling.
Forbuddet fik skolen for at have placeret sten, borde og bænke foran en flugtvej i kælderen, der fungerer som ungdomsklub.
“Forbuddet betyder, at skolen nu ikke må bruge den del af bygningen til personophold, før det er bragt i orden. Det prøver vi at forklare på en pædagogisk måde, hvor vi gør opmærksom på, hvorfor vi stiller de krav, vi gør. At vi ikke bare kommer for sjov, og det er der heldigvis fuld forståelse for. Langt de fleste steder vil man jo gerne have, at sikkerheden er, som den skal være,” siger beredskabsinspektøren.
404 besøg
Bramdrup Skole fik blandt andet påbud for, at personalet på kontoret ikke var instrueret grundigt nok i, hvordan de skal handle i tilfælde af brand, mens anbefalingen gik på, at flugtvejen ved biblioteksgangen skal holdes fri for parkerede cykler.
Grundet vinterferie har det ikke være muligt at komme i kontakt med skolens inspektør.
Det er lovbestemt ud fra brandsynsbekendtgørelsen, hvilke steder og hvor ofte, Kolding Brandvæsen skal aflægge visit. I år lægger Kolding Brandvæsen vejen forbi 404 institutioner.