Gospelkor inviterer skoler til gratis påskekoncert
Alle kommuneskoler i Aabenraa får nu lejlighed til at få en gratis oplevelse
Over 8000 elever i Aabenraa Kommune har allerede oplevet korenes julegospelkoncerter i Sønderjyllandshallen, som har vakt stor glæde og som nu har været en tradition igennem fire år.
Nu inviterer korene for første gang skolerne til påskegospelkoncert, hvor de kan komme til urpremiere på korenes nyeste påskegospelmusical “Opstanden - påsken vi aldrig glemmer”.
For at give eleverne en kendt indfaldsvinkel, tager fortællingen udgangspunkt i klassens religionstime, hvor koret agerer eleverne, der bliver overhørt i påsken og skiftevis træder frem og med god hjælp fra korene, koreografi og stort sceneshow fortæller ud fra de personers oplevelse, som var tæt på påsken. På den måde får publikum et spændende indblik i, hvordan Judas oplevede skuffelsen over, at Jesus ikke ville smide romerne ud af Israel, hvordan Peter falder i med et brag og meget mere.
Foreningen for GospelRoots og GospelTeens har investeret kr. 140.000,- og mange, mange frivillige timers frivilligt arbejde i projektet og har hyret professionelle koreografer, musikere, udklædning, lydudstyr og meget mere for at give publikum en fantastisk oplevelse.
Dobbeltkoncerten i Sønderjyllandshallen for Kommunens elever kommer til at foregå den 27. marts.