Fortsæt til indhold

70 år efter tragedien skete

Mindehøjtidelighed i Fredericia på 70 års dagen for et nedstyrtet Royal Air Force fly

Arkiv
Jørgen Flindt

Den 10. februar 1945 styrtede Stirling MK IV fly nr. LK 279 fra Royal Air Force ned i Lillebælts iskolde vand. De syv besætningsmedlemmer døde alle ved styrtet. Fem englændere og to australier mistede dermed livet i forsøget på at kaste materiale ned til den danske modstandsbevægelse.
Flyet havde lettet fra Royal Air Force luftbasen i Tempsford lidt nord for London, og havde sammen med andre fly krydset Nordsøen for at kaste materiale ned. De fløj ind i en snestorm, og det lykkedes aldrig MK IV fly nr. LK 279 at få afleveret sin last til de fynske modstandsfolk. Om det blev skudt ned, eller om det var vejret, der var skyld i styrtet, er uvist.
I tirsdag var det så 70 år siden, at de syv mænd måtte lade deres liv, og derfor blev der afholdt en mindehøjtidelighed med mindegudstjeneste og kransenedlæggelse. Det var De Danske Forsvarsbrødre for Fredericia og Omegn, der arrangerede højtideligheden, der fandt sted i Christianskirken, og omkring 100 mødte op og ærede de syv faldne.
Blandt andet var den australske og den britiske ambassadør i Danmark med ved mindehøjtideligheden, det samme var Grev Ingolf og grevinde Sussi, borgmester Jacob Bjerregaard, medlemmer af en række soldaterforeninger med videre.
De syv
De syv besætningsmedlemmer var: W/Op F/S Richard Y. French, Pilot F/S Lawrence S. Tucker RAAF, Air Bomber Sgt Geoffrey C. Toes, Navigator P/O Gordon E. Mercer, Air Gnr. W/O Ronald J. Ball, Flt. Engr. Sgt William M. Haragan samt et unavngiven besætningsmedlem.

Den australske ambassadør Damien Miller lægger ambassadens krans. Foto: Rosa Engelbrecht