Fortsæt til indhold

Vinterferie med slag i

Vinterferien byder blandt meget andet på fastelavn, leg som i besættelsestiden, flyvetur med drone og en 2,1 meter lang havål

Arkiv
Louise Ritter

Fastelavn er mit navn...I år holder skole- og småbørn vinterferie i fastelavns navn. På søndag den 15. februar er det fastelavn, og det er at se i de mange vinterferietilbud.
Sædding Centrets fastelavnsfejring er altid et trækplaster, og i år slås der katten af tønden lørdag kl. 11.30.
Søndag den 15. februar kl. 11.30 kan børn slå ”havkatten af tønden” på Fiskeri- og Søfartsmuseet - husk at købe billet på forhånd, da der kun er plads til 40 børn. Også en lang række lokale kirker markerer søndag fastelavn ved at invitere til fastelavnsgudstjeneste og tøndeslagning.
Er man ovre udklædningsalderen og lysten til fastelavn, men stadig klar på leg og nysferrig på besættelsestiden, så har Esbjerg Museum et sikkert hit på plakaten resten af ugen - weekenden med. Museet har samlet nogle af de mest populære lege fra 1940'erne, og alle børn inviteres til at lege med! Der skal blandt andet hinkes, balanceres på stylter, tales i dåsetelefoner og leges med påklædningsdukker Børn og barnlige sjæle kan desuden se en lille udstilling af forskelligt legetøj fra 1940erne. Børn under 18 år har fri entre til museet.

Send en drone i luften

Sædding Centret og SGI Fodbold har en noget anderledes ferieaktivitet på tapetet. Den finder sted torsdag kl. 14.00 til 16.00, hvor børn over seks år kan prøve at flyve en rigtig drone. Undervejs laves konkurrencer, og der er selvfølgelig rigtige droner på spil.
Er man mere til den tilbagelænet stil i stedet for selv at være aktiv, kan man til og med lørdag tage plads i Musikhuset og lade sig fornøje af Esbjerg Amatør Teater Skarntyden, der opfører 'Otto er et næsehorn.' Lørdag 14. februar kl. 10.00-10.45 og 11.00-11.45 kommer Den Rullende Musikskole til
Ribe med Vadehavslækkerier for de 3-8-årige. Børnene får en oplevelse udover det sædvanlige når der laves musik og serveres smagsprøver fra Vadehavsområdet. Deltagelse er gratis - billetter fås på bibliotekets hjemmeside www.esbbib.dk.
På Fiskeri- og Søfartsmuseet kan man ikke smage, men se en 2,1 meter lang havål, der i sidste weekend blev fundet død på stranden på Fanø.
Denne uges vinterferie er også sidste chance for at snøre skøjterne og gøre brug af skøjtebane på Torvet i Esbjerg. Søndag den 15. februar er sidste åbningsdag.