Fortsæt til indhold

Politiet efterlyser 35-årige Dennis Dam Schmidt fra Fredericia

35-årige Dennis Dam Schmidt fra Fredericia er mistænkt for livsfarligt skud

Arkiv
Jeppe Rafn

Sydøstjyllands Politi efterforsker i øjeblikket en skudepisode, der fandt sted på Falkevej i Fredericia i går aftes lidt efter klokken 18. Det oplyser politiet i en pressemeddelelse.
Politiet eftersøger 35-årige Dennis Dam Schmidt, der er mistænkt i sagen og bor i den opgang, hvor skuddet faldt.
En mand på 47 år blev ramt af formentligt ét skud fra et haglgevær i mellemgulvet, da han var på vej op af trappen i opgangen. Ifølge politiets oplysninger skulle den ramte på besøg i opgangen hos den formodede gerningsmand. De to skulle være bekendte. I den formodede gerningsmands lejlighed opholdt en mand på 41 år sig, da politiet kom til stede. Den nu efterlyste Dennis Dam Schmidt var ikke længere på gerningsstedet, ligesom haglgeværet endnu ikke er fundet.
Den 41-årige er anholdt og afhørt og vil blive fremstillet i grundlovsforhør i dag klokken 11.30 i retten i Kolding.
Den ramte 47-årige mand blev i går overført til Odense Universitetshospital til behandling. Hans tilstand betegnes også her i dag som kritisk.
Den eftersøgte Dennis Dam Schmidt beskrives som en dansk mand. Han er cirka 175 centimeter høj, spinkel af bygning og med kort brunt hår. Han har muligvis en grøn jakke på. Sydøstjyllands Politi har på nuværende tidspunkt ikke noget billede af Dennis Dam Schmidt, men det vil blive offentliggjort så snart som muligt.
Da det ikke kan udelukkes, at den efterlyste kan være farlig, skal man ikke kontakte ham, men i stedet give besked til Sydøstjyllands Politi på 114, hvis man ser ham.