Fortsæt til indhold

Genbrugspladsen i Bjæverskov åbent døgnet rundt!

Arkiv
Arkiv

BJÆVERSKOV: KARA/NOVEREN har haft så stor succes med de 4 døgnåbne pladser i Bregninge, Høng, Viby og Jyllinge, at genbrugspladsen i Bjæverskov nu også bliver åben 24 timer i døgnet.
KARA/NOVEREN var de første i Danmark til at døgnåbne genbrugspladser. Det gjorde vi for at give borgere og erhvervsliv den bedste og mest fleksible service – uden merbetaling.
I februar 2012 døgnåbnede man Danmarks første genbrugsplads i Bregninge, og i maj 2013 døgnåbnedes Høng genbrugsplads med en endnu større tilslutning. Viby og Jyllinge fulgte trop i oktober 2013 – og i dag er der knap 11.000 tilmeldte til ordningen.
Derfor udvider man nu med Bjæverskov – og indvier på fredag den 6. februar genbrugspladsen i Bjæverskov som døgnåben. Indvielsen finder sted kl. 13.00 på genbrugspladsen på Pilebækvej 23, Bjæverskov.
Her vil formand for KARA/NOVEREN og borgmester i Solrød Niels Hörup og udvalgsformand for Teknik- og Miljøudvalget i Køge kommune Mette Jorsø foretage den officielle åbning.
- Mange lever i dag et travlt liv – og derfor er det vigtigt med en service, som er tilpasset vores kunder, siger genbrugschef Finn Kjær.
- Når man kl. 22 om aftenen er færdig med at ordne have eller rydde op i skuret, og har fyldt traileren, er det god ser-vice at man ikke behøver at vente til næste dag – eller måske til weekenden – med at køre på genbrugspladsen.
For at kunne benytte de døgnåbne genbrugspladser, skal man tilmelde sig ordningen på forhånd på KARA/NOVERENs hjemmeside, hvor ordningen er beskrevet i detaljer på www.karanoveren.dk/genbrugspladser/doegn_aabne.
KARA/NOVEREN driver genbrugspladserne med sikkerheden for miljøet som hovedfokus. Det er derfor vigtigt, at affaldet sorteres korrekt, også når personalet er gået hjem.
www.karanoveren.dk kan man finde sorteringsvejledningen.
- Ordningen giver ikke anledning til en stigning i tyveri eller hærværk på pladserne – vores kunder er ansvarlige og husker at sortere deres affald flot, selvom der ikke er bemanding på pladserne udenfor den normale åbningstid, siger Finn Kjær.
Døgnåbningen kan bruges af erhvervskunder fra hele landet, og af private borgere i Kalundborg, Køge, Lejre, Roskilde og Stevns kommuner.
KARA/NOVEREN ønsker at give både borgere og erhvervsliv den bedste og mest fleksible service – og gerne også den billigste. Derfor koster det selvfølgelig ikke noget at bruge ordningen.
- Vi håber at se rigtig mange af vores kommende kunder til åbningen, hvor der selvfølgelig også vil være mulighed for at spørge ind til ordningen, slutter Finn Kjær.
pm