Gratis koncert på vinbaren
Det delvist lokale band Uhrban Stöjband er atter på hjemmebane, når de gæster Vinbaren torsdag aften.
Det er over et år siden bandet sidst gæstede Esbjerg, men det betyder ikke, at de fem dygtige musikere har ligget på den lade side. Sidste år blev blandt andet brugt på projektet og hjertebarnet “Celebrating The Last Waltz”, som bragte en 16-mands XL-version af bandet rundt på de store scener i det ganske danske land, ligesom 2014 bød på kåringen af violinist Peter Uhrbrand som årets Ken Gudman prismodtager.
Som optakt til en ny tur rundt i landet med det store hold, griber Uhrban Stöjband, som udgør grundstammen i "Celebrating The Last Waltz", dybt i posen af inspirationer, når de optræder i intime rammer på Vinbaren. Kvintetten vil med altid sprudlende energi medbringe musikalsk arvesølv fra bl.a. The Doors, Neil Young, The Band, Led Zeppelin og Janis Joplin.
Vinbaren, Danmarksgade, torsdag d. 5. februar klokken 22.30. Fri entré.