Fortsæt til indhold

Stole mangler kunstnere

Folkekøkkenet i Kolding søger kunstnere til at dekorere stole

Arkiv
Lotte Gyldenvang

Mange kan allerede prale af at have en helt speciel stol hjemme ved bordet, som de har købt for at hjælpe Folkekøkkenet i Kolding, der er et socialt værested på Haderslevvej.
Det startede med, at Folkekøkkenet fik doneret en masse brugte stole. Ole Pedersen, som har været ansat ved Folkekøkkenet gik i gang med at male på stolene. Derfra blomsterede idéen om at sælge de dekorerede stole og tjene lidt til Folkekøkkenets velgørende formål med at give frirum og sund mad til socialt udsatte.

Kunstnere skaber glæde

Stoleprojektet har været med i udstillinger og fået kendte ambassadører. Men nu er Folkekøkkenets ildsjæl, altmuligmand og ikke mindst stolemaler Ole Pedersen gået på efterløn.
“Vi synes, det vil være ærgerligt at lade Oles otium stoppe det store stoleprojekt. Mange, både private og virksomheder efterspørger de unikke stole, så derfor mangler vi kunstnere, som vil male på stolene”, lyder det fra daglig leder af Folkekøkkenet, John Christensen.
Han påpeger, at de ikke nødvendigvis søger én kunstner, der maler alle stolene, som Ole Pedersen har gjort.
“Det skal helst være flere forskellige, hvor nogle kan male her i Folkekøkkenet mens andre kan tage stolene med hjem og male. Vores tanke er, at det er op til kunstnerne ude i lokalområdet at vurdere, hvor meget de vil male. Så vil de som kunstnere naturligvis blive profileret i forbindelse med projektet”, siger John Christensen, mens han kigger på de mange stole, der venter på en kærlig pensel.
Tanja Elisabeth Sørensen er både bruger af og frivillig hos Folkekøkkenet. Som multikunster har hun netop som den første efter Ole Pedersen sat sit præg på et sæt børnestole.
“Det er en god måde at give et bidrag til Folkekøkkenet. Som kunstner er det jo et spændende projekt, som jeg håber, mange flere vil bakke op om. Det skaber energi og glæde på et sted, hvor folk ellers kommer med mange problemer”, siger Tanja Elisabeth Sørensen om den glæde, brugerne har ved at se kunstnere male.