Ud over det sædvanlige
En limousine på næsten ni meter vækker opsigt - og det er meningen med det hele
Det er ikke hver dag, man får lov at køre rundt i en 8,6 meter lang luksuslimousine. Og for de fleste hører det da også til sjældenhederne, selvom man hos Aabenraa Limousine Service oplever, at der er sket et skred for, hvornår man synes, det er passende at lade sig transportere i en limousine.
“Vi har selvfølgelig flest kunder i forbindelse med bryllupper, konfirmationer og gallafester. Det er her, vi oplever den største efterspørgsel. Men vi har flere og flere kunder, der henvender sig med specielle ønsker,” fortæller Manja Wiesel fra Aabenraa Limousine Service.
“Det mest specielle, vi har kørt til, var nok da en indsat i Sønder Omme Statsfængsel skulle løslades. Han mente bestemt, at han skulle hentes i en limousine i dagens anledning,” fortæller Manja Wiesel med et smil.
Men firmaets to limousiner har også hentet mor og spædbarn på hospital efter fødslen, kørt til barnedåb og transporteret giftelysne ungersvende til frieri hos den udkårne.
“Vi oplever, at mange har sparet op til en tur i limousine gennem et stykke tid, og en del bruger også en tur i limousine som gave eller overraskelse. F.eks. havde vi en far, der lejede en limousine til sin datter, der kørte hende til koncert i København. Så jo, vi oplever da en del specielle anledninger.”
Plads til det hele
Aabenraa Limousine Service råder over to hvide limousiner, der måler 8,6 meter hver. Hver limousine er udstyret med både bar, tv, lys- og lydanlæg, så man kommer ikke til at kede sig på turen. Og så følger der selvfølgelig en chauffør med, der er klædt på til lejligheden i chaufføruniform.
Og netop uniformen har af og til virkning på passagererne.
“Det er jo ofte, når vi kører til f.eks. en pigefødselsdag. Så kan de flippe helt ud over uniformen. Og vores chauffører er selvfølgelig friske på en selfie eller to,” fortæller Manja Wiesel videre.
Virksomheden forsøger at tilpasse turen i limousinen, så kunderne får det præcis, som de ønsker det.
“Vi havde en kunde, der gerne ville have, at vores chauffør hentede en intetanende konfirmand i en trillebør fra kirken. Han skulle så køre trillebøren hen til den ventende limousine. Den slags kan selvfølgelig sagtens lade sig gøre”.
Men vi har flere og flere kunder, der henvender sig med specielle ønsker
Manja Wiesel, Aabenraa Limousine Service