Ejendomspioner startede Home for 25 år siden
Jørgen Lynggard var med til at starte home-butik op for 25 år siden
Jubilæum Computere og IT-systemer var der ikke meget af, da Jørgen Lynggaard som en af de første startede en home-butik i Jernbanegade i Kolding for 25 år siden. Dengang måtte lommeregneren frem, når der skulle regnes på hushandler, og når der skulle holdes fremvisninger, måtte han selv hente kunderne i sin bil.
“Jeg bryder mig ikke om røg, og indimellem skulle jeg hente kunder, der kæderøg i min bil. Jeg havde mest lyst til at sige, at de skulle stoppe, men omvendt ville jeg jo ikke skabe et dårligt forhold til potentielle kunder, så jeg bed det i mig,” husker han og griner.
Gode råd
Regnestykkerne måtte gennemgås af flere medarbejdere for at man nu kunne være sikker på, at der nu ikke var lavet fejl.
“Én fejl kunne jo betyde, at kunden kunne miste rigtig mange penge. Så vi var meget påpasselige og dobbelttjekkede alt,” siger han.
I dag er det datteren Charlotte Lynggaard, der sammen med Poul-Erik Hansen driver home i både Kolding, Vejle, Fredericia og Vejen.
I dag ligger lokalerne i Kolding i Adelgade. Én ting har dog ikke ændret sig: Den gode service er stadig i højsædet, fortæller Charlotte Lynggaard.