Fokus på familieorienteret alkoholbehandling
I Stevns og Faxe kommuner
MISBRUG: Stevns kommune sætter nu i samarbejde med Faxe kommune fokus på familieorienteret alkoholbehandling.
Sundhedsstyrelsen støtter de to kommuners arbejde med knap halvanden mio. kr. i puljemidler over de næste to år til det fælles projekt: Familiefokuseret alkoholbehandling.
Formålet med projektet er bl.a. så tidligt som muligt at finde frem til personer, som er på vej ud i et for stort forbrug af alkohol og tilbyde dem og deres familier en kvalificeret hjælp.
- Vi ved, at alt for mange børn vokser op i familier, hvor alkohol fylder for meget, og vi ved, at når en voksen drikker for meget, går det ud over hele familien, forklarer Leder af Rusmiddelcentret i Faxe, Karina Nørby, og fortsætter:
- Derfor er det så vigtigt, at hjælpen gives så tidligt som muligt og til hele familien. Det skal puljemidlerne fra Sundhedsstyrelsen være med til at sikre.
- Flere og flere søger hjælp og det er glædeligt, forstået på den måde, at alkoholproblemer sjældent forsvinder af sig selv, siger Faxe Kommunes borgmester, Knud Erik Hansen.
- Samtidig forpligter det os til at sikre, at vi kan tilbyde kvalificeret behandling til alle de, der søger.
Med midlerne fra Sundhedsstyrelsen er de to borgmestre enige om, at den familiefokuserede alkoholbehandling har gode vilkår de kommende år. ”Vi er glade for denne mulighed for at styrke det tværkommunale samarbejde til glæde for borgerne på østsjælland, tilføjer Stevns' borgmester, Mogens Haugaard Nielsen.
pm