Eksotisk dans i Esbjerg
Dansk Danseteaters 'Carmina Burana' kommer til Musikhuset Esbjerg, og det er en danseforestilling bestående af to dele, hvor koreograferne har ladet sig inspirere af middelalderens underfundige fabler og fortællinger om sort magi, hoffets pomp og pragt og gadens skøre folk og fæ.
Carmina Burana er en moderne klassiker inden for symfonisk musik og titlen vil klinge velkendt hos mange. Værket blev komponeret af tyskeren Carl Orff i 1936 og er baseret på samfundssatiriske vers og kærlighedsviser fra middelalderen. Ved at udsætte de krasse tekster for massive rytmer og smældende korstemmer, skabte Carl Orff et af det 20. århundredes mest populære musikværker – et værk, der selv i dag kan blæse selv den mest garvede musikkender omkuld.
Forestillingen finder sted i Teatersalen den 17. februar kl. 20.00.