Fortsæt til indhold

"Ejby Løb for Livet" klar til ny sæson

Arkiv
Arkiv

EJBY: Søndag den 1. marts er ”Ejby Løb for Livet” klar til endnu engang at byde velkommen til løbere, som vil træne sig op til henholdsvis 5 km eller 10 km.
I år er programmerne på 14 uger, og det hele sluttes af med et finale løb lørdag den 6. juni.
Vinteren har været dejlig mild, og foråret ligger lige om hjørnet. "Ejby Løb for Livet" har derfor besluttet, at begynderholdet starter træningen en måned tidligere end sædvanligt.
- På denne måde får deltagerne en måned længere til at holde formen inden sommerferien, fortæller formanden Betina Holmelund Hansen.

0–5 km holdet

- Begynder-programmet er til dem, der ikke er vant til at løbe, men som har til mål at komme i form til at kunne løbe 5 km fortæller Erik Børsting, som er en af de erfarne løbetrænere på 5 km holdet.
- Programmet starter blidt op, og der veksles mellem gang og løb. Du vil blive ført godt igennem programmet af vores rutinerede instruktører, som har stor erfaring med at guide og motivere nye løbere, fortsætter Erik Børsting.

5-10 km holdet

Holdet til 10 km er for løbere, som kan løbe 5 kilometer i et behageligt tempo og i et stræk. Programmet løber over 14 uger, og er bygget op med en variant af let løb, fast tempo og spurt. Det er tilrettelagt sådan, at tirsdag løbes 5 km i et fast tempo, torsdag er der intervaltræning og søndag er dagen hvor der løbes længere ture i et roligt løb.
Begge hold starter op søndag den 1. marts fra Ejby Klubhus. Begynderholdet starter kl. 09.30, og efter træningen vil der være et informationsmøde. Holdet der træner til 10 km starter kl. 10.00.
”Ejby Løb for Livet” ønsker at skabe og øge sundhed ved fysiske aktiviteter, som udføres ved løb og evt. andre motionsformer, og at have regelmæssige træningssamlinger samt at arrangere og deltage i motionsløb, på motions- og konkurrencebasis.
- Samtidig ønsker vi også at fremme et socialt sammenhold og kammeratskab i klubben, siger Betina Holmelund Hansen.
Se mere om programmerne og Ejby Løb for livet på www.Ejbyløb.dk.
pm