Chefdirigenten spiller nordisk
Ugens koncert byder på nye musikalske oplevelser og sjælden hørt musik
Der er nye toner af en velkendt komponist, og så er der helt nye toner på programmet denne uge i Koncertsalen Alsion. Fælles for alle tre værker er, at de er nordiske. Fra svenske Franz Berwalds lyse og lette Elfenspiel over danske Hans Abrahamsens poetisk koncentrerede dobbeltkoncert til finske Jean Sibelius storladne Lemminkäinen suite.
Med sig til at fremføre Hans Abrahamsens dobbeltkoncert har Sønderjyllands Symfoniorkesters nye chefdirigent Shao-Chia Lü to af Englands mest spændende solister i øjeblikket: Violinisten Thomas Gould og pianisten Alisdair Beatson.
I marts måned giver de to solister Hans Abrahamsens dobbeltkoncert sin førsteopførelse i London. Men allerede på torsdag den 5. februar kl. 20 har publikum i Sønderborg chancen for at høre de to i et af de mest interessante – og bedst anmeldte – danske værker fra det nye årtusind.
Sibelius på en ny måde
I år fejres Sibelius' fødselsår, og derfor spilles der rigtig meget musik af ham rundt omkring i koncertsalene. Sønderjyllands Symfoniorkester spiller selvfølgelig også musik af jubilaren, men til denne koncert har orkestret valgt et værk, som ikke høres så tit.
Publikum kan således opleve Lemminkäinen suite. Bag det meget finske navn gemmer sig en eventyrlig historie bygget på den finske Kalevala-fortælling.