30.000 kroner skal uddeles
Hvad kan Middelfart byde ind med? Har du en god idé til et spændende arrangement, som kunne blive en del af den såkaldte “Festuge i Trekanten”, så husk, at det er nu du skal søge om økonomisk støtte. I Middelfart er der i år afsat en pulje på 30.000 kroner.
Den 21.-30. august er der Festuge i Trekantområdet. Alle kan byde ind med arrangementer og søge om støtte. Loftet i Middelfart er på 4.000 kroner per ansøgning.
Årets festuge har et fælles tema, nemlig “Kanten”.
“Sæt gerne forskellige ord foran og se, hvad der kan komme til at ligge i begrebet Kanten, som giver mening i forhold til jeres arrangement,” lyder det fra Kamilla Uttrup, Middelfart Kommune, der gør opmærksom på, at fristen for indlevering af ansøgninger er den 1. marts.
Send ansøgningen til kamilla.uttrup@middelfart.dk. Den skal indeholde arrangementets titel, kontaktperson samt navn og adresse på den forening, gruppe eller institution, der søger. Giv også en kort beskrivelse af arrangementet - og prisen på det.